Fernisering - "Mellem Paradis og Skagen" - lørdag 16. marts 2019 kl. 13-16.00   

Janusz Tyrpak og Nina Cederberg 

Janusz Tyrpak - kunstmaler

Tyrpaks inspiration til hans maleri findes blandt andet hos gamle verdenskendte mestres kunstværker, som for eksempel: Durer, ubens, Caravaggio, Velázquez, Goya, Krøjer.

”I dag kan jeg mærke at jeg igen begynder at nærme mig tidligere mestres univers/problematik. Men ikke på samme måde som i min ungdom – i den periode hvor jeg studerede på akademiet og nysgerrigt lærte kunst at kende fra forskellige kunsthistoriske skuffer.
I dag kigger jeg på tidlige mesterværker med en slags erfaringsbriller – som filtrerer, analyserer og til sidst viser ting, jeg aldrig tidligere kunne se, men som nu giver potentiale og inspiration til nye fortolkninger i nye maleriske udtryk og sprog.
Parafraser skal vise billeder hvor jeg udfordrer mig selv, konfronterer mig selv og forsøger at finde lighedstegn mellem det  gamle og det nye, det anerkendte og det eksperimenterende.”

Den færøske maler Gunleif Grube er en moderne ekspressionist. Gunleif Grube siger selv, at han bruger maleriet, som er det et instrument han spiller på, hvor han spiller fra den dybe mørke bas til den lyse diskant. Dette at bruge alle tonerne er en kunstnerisk nødvendighed, at begrænse sig koloristisk eller udtryksmæssigt efter diverse skiftende tidstrend kunne ikke falde ham ind. At være tro mod sit inderste er alt.

Der bor en ”poet” i den vilde maler Gunleif Grube og selv om han er mest kendt for sit pågående vilde maleri med eksplosiv kolorit, indeholder hans billeder næsten altid poetiske undertoner og mellemtoner. Beskueren ser ofte poetiske blide farveovergange, som støder op til de vilde farvemættede pastose kontraster og han blander ofte poesi og drama ind i det samme billede. Andre gange er det rendyrkede drama eller poesien, som står alene som det bærende udtryk. Forklaringen ligger i hans bevidsthed om at der ikke findes noget lys uden mørke, at der ikke findes noget drama uden poesi. Goethe talte om at farver opstår ved lysets møde med mørket, sådan er det også med de fleste af Gunleif Grubes værker, hans billeder opstår i mødet mellem lyset og mørket, mellem poesien og vildskaben, fra det brutale til det sensitive.

Forfatteren Ole Hyltoft skriver bl.a. i sin bog »Gunleif« (udk. oktober 1989) :

»Der er næppe et billede af Gunleif Grube, der ikke er et drama. Hovedkulds. Brændende. Et kald fra underbevidstheden.«

»...vi har at gøre med en kunstner, der spænder over hele livets himmelhvælv. Fra det melankolske til det furiøse. Fra tunge, jordbundne kroppe til kroppe, der har ophævet tyngdekraften. Fra det grinagtige til det sørgmodige.«

»... ingen kan være i tvivl om, at vi har at gøre med en spontan kunstner. En ekspressionist. Et udgangspunkt for ham må være Cobra. Men hvor Cobra eftersøgte barnets fantasi, er Gunleif Grubes fantasiverden udpræget voksen. Han er et stykke af en filosof.«

Selv synes Øssur også, at han har fået en mindre romantisk opfattelse af, hvad det vil sige at være kunstner. Illusionen om, at der må findes malerier, der er lette at male, er for længst røget, og selve processen er sældent så spontan, som han gerne ville. Men inspirationen er den samme – lysglimtene, der forsvinder lige så hurtigt, som de kom. Og han maler stadig bedst lige efter et regnskyl, mens han stadig har duften af dampende jord i næseborene.

Øssur Mohr får det hele med:

Rygraden i bygdernes huse

Et splitsekunds “glottar” (lysglimt) ude over fjorden …

Forårsdagen, hvor farverne eksploderer …

Fjeldenes totalt forskellige farveskalaer

Uvejrets rasen

Tågen, som en sø hen over fjeldets marker

Vinterens snedækkede stormomsuste fjelde.

Øssur er kendt som maleren, der maler Leirvíksfjeld, set fra Fuglefjord, om og om igen. Men det er en fejltagelse at tro, at han står foran sit vindue og maler udsigten.

– Leirvíksfjeld spøger i min bevidsthed, mere som en udefinerlig og dragende kraft, end som noget fjeld. Var det en udsigt, jeg malede, var jeg færdig for længst.

Men Øssur bliver ikke færdig, for hele tiden kommer der nye lysglimt og fjeldets, fjordens og himlens farver og form forvandles endnu en gang.

Mange opfatter det fortryllede fjeld som et helt specielt Øssur Mohr kendetegn, men selv føler han sig ikke så bundet af det, som mange nok ville tro. Og det overrasker uden tvivl de fleste, når han siger, at han sagtens kunne male andre steder end i Fuglefjord.

– Jeg ved ikke rigtig hvor interessant jeg synes denne diskussion om særlige kunstneriske kendetegn er. I manges øjne ligner mine malerier nok hinanden. Men jeg står ikke og funderer over hvordan jeg maler eller forsøger bevidst at fremdyrke et bestemt kendetegn. Jeg tvivler faktisk på, om det kan lade sig gøre, for egentlig er mine malerier blot en forlængelse af mig som menneske, så det kan næppe være anderledes.

De vellykkede parafraser hviler i den oplevelse, at det oprindelige kunstværk kan genkendes i det nye, og man derfor ser ligheder og forskelle på tværs af tid og sted. Tyrpaks udtryk er præget af en heftig, ekspressiv teknik, hvor motivet bygges op i lag af penselstrøg og spartlede partier, af overmalinger og fremhævelser, af koloristisk kraft og nedtoning, af kontrast og harmoni. Udtrykket ligger naturligt nok langt fra de store mestres valører, stofimitation og detaljer.
Tyrpaks kunstneriske arbejder er et eksempel på, hvor svært det at være kunstner med kunsthistoriske syn i moderne civilisation er, og det lykkes for ham at gøre sin kunst til et organ for andres følelser, - der hvor man mødes med det romantiske tema og moderne realiteter. Han søger tilbage i den store fortid hvor vi kan få hjælp til at opdage vores egne rødder af nutidens kunst.
Citat - Martin Wolf