Forside

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilbage

 

 

10. juni 2012 udstillede

Poul Janus Ipsen

Poul Janus Ipsen, f. 1936, dansk maler og grafiker. Ipsen er oprindeligt uddannet som reklametegner og er som maler autodidakt. Efter et kortvarigt mellemspil som ekspressionist vendte han sig i 1970'erne mod en præcis malerisk konstruktion af et symbolsk-surrealistisk univers. Her lader han komplekse og udefinérbare rum befolke af skygger, silhuetter og menneskekroppe uden identitet - og trods billedernes klare og stærke farver mere end antydes eksistentiel splittelse og opløsning. Han har været medlem af Grønningen siden 1972 og flyttede i 1979 til New York, hvor han var bosiddende i en længere årrække.

Poul Janus Ipsens billeder er, for de flestes vedkommende, barske udsagn om mennesket og tilværelsen i det moderne samfund. I de tidlige 1960ere malede han i en fabulerende og ornamental stil, beslægtet med Cobramalernes, men efterhånden begyndte dybe billedrum at optræde, fyldt med sære og foruroligende virkelighedsfragmenter, og dermed var han slået ind på den udtryksform, der stadig kendetegner hans kunst. Den præges af hans kortvarige tilknytning til surrealismen i de tidlige år, især i dens forkærlighed for at fragmentere motivet og kombinere forskellige stiludtryk og rumvirkninger, samt at lege med de muligheder, der ligger i overraskelseselementet. Men hans hensigt er ikke at skabe gåder, tværtimod vil han have os til at tænke over tilværelsen. Hans billedsprog baserer sig især på ét symbol: Den menneskelige skikkelse. Nøgne silhuetter famler rundt i billedrum, der snart er klaustrofobisk trange, snart har udsigt til endeløs tomhed. Figurerne er uden ansigter og ofte uden hoved, eller blot repræsenteret ved hænder og fødder. De er ofte identitetsløse, men ind imellem er det også hans egen, som regel let genkendelige skikkelse, man møder. Mange genstande fra vores dagligdag indgår i Ibsens billedsprog. De er malet i en fotorealistisk stil, mens andre billedelementer kan være skabelonagtige eller blot skitserede. Resultatet bliver en fragmenteret, konfliktfyldt beskrivelse af en virkelighed, der på én gang er genkendelig og overraskende. Motiverne handler først og fremmest om det enkelte, anonyme individ og de mellemmenneskelige relationer i det moderne samfund, men også meget andet optager Ibsen, især det, som vækker hans harme eller bekymring, eller som repræsenterer problemfyldte, personlige erfaringer fra hans eget liv. På denne måde ønsker Ibsen at gøre opmærksom på alt det, der er sygt og forkert i den virkelighed, vi er en del af. Hans farveholdning er kulørt indtil det sødladne og danner en påfaldende kontrast til billedernes indhold. Den fungerer blandt andet som et lokkemiddel, der får den intetanende beskuer til at nærme sig billederne, som derpå afslører deres sande jeg. Hans farveholdning er i New York perioden blevet lysere og indtryk fra byen har sat deres naturlige spor i hans motiver, men dog ikke forandret hans kunst nævneværdigt.

Tilbage

YournameCom © 2007 • Privacy Policy • Terms of Use